Autentisk, ærligt og unplugged kan være godt. Det kan tilmed være en tillært stilart inden for service. Men det kan også kamme over og virke direkte modsat, dumt, umodent og ligegyldigt.
For et par uger siden var jeg en travl lørdag ved frokosttid i Torvehallerne. Det var dagen efter det landsdækkende Nets-nedbrud, hvor dankortautomaterne ikke havde virket i timevis. Jeg skulle sammen med en veninde have frokost, og vi valgte stedet “unplugged“, hvor vi hurtigt lige ville spise, inden vi skulle videre.
Min veninde finder et bord; jeg stiller mig i kø med to flasker vand. Foran mig er to andre i kø. Den første bestiller og vil betale med dankort. Åh nej, automaten driller, og pigen bag disken stirrer tomt ned i skærmen. Hun siger ingenting, mens hendes kropssprog og usikkerhed i øjnene vidner om, at hun ikke er komfortabel med situationen. Hendes anden kollega kommer til, og de kigger sammen ovenpå og nedenunder for at finde ud af, hvad de skal stille op.
Imens bliver køen længere og længere.
Den tredje unge pige, der er på arbejde, får øje på sin veninde, som hun begynder at sniksnakke med. De taler om gårsdagens bytur, hvem der er bagstive og hvem der gik hjem med hvem. Altimens danser alle pigerne til den musik, der brager ud af højttalerne. De smiler og virker, som om de står på et diskotek i provinsen.
Efter, hvad der føles som mange lange minutter, kigger nr. 1 på kunden og siger: “Det hele går bare galt. I går virkede det ikke, og vores kaffemaskine er også gået i stykker. Du kan hæve nogle penge derovre.” Nr. 2 prøver stadig at finde ud af, om man kan tænde eller slukke for dyret, men det lykkes ikke.
Min tålmodighed bliver mindre og mindre. Til sidst eksploderer jeg: “Hvis man har kontanter, kan man så få lov at købe noget?!”
De kigger op, men svarer ikke. OK. Damen foran mig skal bare have to liter juice. Det er nemt. Der er gang i køen igen, tænker jeg. Nu bliver det snart min tur. Men nej. Nu har de ikke de to kroner, de skal give tilbage i byttepenge. Damen siger, at det er ligemeget, men de insisterer. Så spørger de nr. 3, som stadig står og snakker med sin veninde, om hun kan gå et sted hen og veksle penge. Hun går. Imens ved nr. 2 ikke, at nr. 1 har givet damen juicen. Der opstår forvirring, og de kan ikke huske, hvorfor damen stadig står der.
Endelig bliver det min tur. Jeg stiller de to flasker vand på disken, bestiller min mad, betaler og fortæller, hvor jeg sidder. Efter fem minutter kommer maden og endnu to flasker vand. Højre hånd ved ikke, hvad venstre hånd har gjort. Køen bliver længere og længere. De håbefulde kunder bliver skuffede, når de endelig når frem og finder ud af, at de ikke kan betale.
Pyh. Nr. 1 og 2 trænger til en pause og går ud og ryger, mens nr. 3 og veninden dansende overtager biksen uden noget, der ligner overblik, smil på læben, sans for kunderne eller noget andet … Det eneste, der er tilbage, er service 100% unplugged.
vannacci 