Sælger sex også mad?

Man siger, at sex sælger. På busserne i København har bare bryster i årevis været til debat, og vi er vant til at se kvindekroppen brugt som blikfang til alt fra fitnesscentre til sodavand, tøj og parfume i det offentlige rum.

Alligevel er denne busbagende anerledes. Hvem er det, der ser en kok (i jakkesæt) med en kæmpekniv flankeret af en nøgen dame, som så tænker: “Uh, dér gad jeg godt at spise”? Jeg forstår ikke helt logikken. Jeg er vokset op med 1990’ernes italienske tv-shows, hvor små tykke mænd var omringet af storbarmede, langbenede blondiner. Logikken syntes at være, at så var der også lidt til farmand, når showet ellers omhandlede “kvindeemner”, som mændene ikke interesserede sig for.

Hvad er rationalet her? Er det, at kokken Fabio kan tiltrække lækre kvinder? Han har styr på kvinder, han har en stor dolk (ja, undskyld, hvad er billedsproget her ellers symbol på?), og han er derfor god til at lave mad? Eller er det velhængt kød, man kommer for at spise?

Et andet argument ifølge reklamen er: Food passion & la dolce vita; altså passion for mad og det søde liv. Så Fabio er lige så glad for mad som for kvinder? Eller?

Det kan være, at sex også sælger mad. Måske pirrer billedet til ens nysgerrighed. Måske tænker en mand, at hvis han inviterer en kvinde hen til Fabio, så bliver hun lige så kælen som kvinden på bussen. Uanset hvad har reklamen da fået min – og sikkert også andres – opmærksomhed.

Hvis du vil se flere billeder med Fabio og blandt andre Heidi Klum med dyb kavalergang, så kig på hans hjemmeside.

Smil, det smitter

Kan du huske de der hjerteformede klistermærker, Irma havde i 80’erne og igen for nogle år siden? Ikke bare et smil smitter, men en lille anerkendende kommentar online kan åbenbart også smitte.

Jeg bestiller (måske lidt for tit) sushi hos Sticks’n’Sushi. De har den bedste, er toptjekkede og har ok god betjening. Jeg bestiller online. Det giver et godt overblik, nemt og bekvemt. Men ok ja, lidt upersonligt og måske ikke ligefrem en oplevelse.

Til slut i bestillingen er der et kommentarfelt. Sikkert mest brugt til sådanne kommentarer a la “jeg kan ikke tåle sesam” eller “minus wasabi”.

Sidst jeg bestilte, skrev jeg helt fra hjertet, at jeg glædede mig til at komme og hente den gode mad og sætte tænderne i den. Ikke for at lefle eller opnå noget, men fordi jeg syntes, at de skulle vide, at jeg værdsætter det, de laver, og at jeg faktisk glædede mig.

Det smittede åbenbart, for de to medarbejdere i takeaway-departementet hos Sticks’n’Sushi kvitterede med en håndskrevet seddel (hvor tit sker det lige?) og 10 ekstra chokofisk til familien.

Jeg blev vildt glad over den uventede gestus fra deres side.

Smil, det smitter!

Den djævelske detalje

Nogle gange er det første, øjet fanger, bare afgørende for resten af oplevelsen – eller for fravalget af en eventuel oplevelse.

I dag cyklede jeg forbi et sted, som jeg daglig cykler forbi. De reklamerer med, at norden møder syden, og de serverer pizzaer og sandwiches med mel fra nord og lækkert fyld fra syd. Det lyder alt sammen fint, egentlig.

Men så mødte mit øje en detalje, som rejste spørgsmål en masse i mit indre. Umiddelbart kan en stol, hvor noget af stoleryggen mangler virke som en ligegyldig detalje. Men for mig vidner det om en masse andre ting. Blandt andet manglende dømmekraft og ligegyldighed. Hvorfor vil man have en stol stående fremme, som folk ikke har lyst til at sidde på? OK, måske har de ikke set det. Men hvis de ikke har set det, overser de så også andre detaljer i køkkenet? Har de styr på det? Vil de også bare løfte skuldrene og sige “who cares?”

Her ville det egentlig være ret nemt for den lille biks at fjerne tvivlen i mit sind. Det er nærmest vinter. De færreste mennesker sidder alligevel ude og spiser. Der mangler ikke siddepladser. Så smid dog stolen ud og lad mig ikke tvivle på, at der er styr på det hele – ned til mindste detalje – både indenfor og udenfor.

Har du været her før?

Siden jeg læste dette indlæg på en amerikansk blog, har det slået mig, at ja, enhver ved, at de bedste kunder er dem, der kommer tilbage. Så kan man i sin forretning eller restaurant gøre noget for, at kunderne har lyst til at komme tilbage eller rent faktisk kommer tilbage, ja, så er man kommet langt.

På blandt Wagamama og Halifax har jeg lagt mærke til, at de spørger, om man har været der før, når man sætter sig til bords. Det er selvfølgelig dels, fordi de har en slags koncept – på Wagamama kommer retterne ikke samtidig, og på Halifax skal man vælge sin burger, bolle, fritter og dip i en særlig rækkefølge. Men det må også være et trick af en art. Hvis man bliver mindet om, at man har været der før, føler man sig måske lidt mere hjemme. Man er tilbøjelig til at være mere tilgivende, måske? I hvert fald har man jo indledt en slags forhold.

Det minder lidt om den verdensberømte icebraker i baren: “Har jeg ikke set dig før?”

Men helt ærligt, så tror jeg, at de her businesses har fat i den lange ende. Kunne de bare en uge om året, måneden eller en dag om ugen systematisk tjekke op på, hvor mange af deres kunder der er gengangere, så kunne de jo sætte nogle mål op for det – ligesom Disney World gør. Man skal alt andet lige jo bruge mindre energi på tilfredse kunder, som kommer igen end på at få folk ind i varmen igen.

Må i gang igen

Efter at mit projekt har ligget i dvale i godt et år, har jeg fundet bogen frem og vil i gang igen. Denne gang lover jeg mig selv, at jeg vil skrive minimum to blogposts om måneden.

Nu har jeg sagt det. Nu må jeg gøre det!