Sælger sex også mad?

Man siger, at sex sælger. På busserne i København har bare bryster i årevis været til debat, og vi er vant til at se kvindekroppen brugt som blikfang til alt fra fitnesscentre til sodavand, tøj og parfume i det offentlige rum.

Alligevel er denne busbagende anerledes. Hvem er det, der ser en kok (i jakkesæt) med en kæmpekniv flankeret af en nøgen dame, som så tænker: “Uh, dér gad jeg godt at spise”? Jeg forstår ikke helt logikken. Jeg er vokset op med 1990’ernes italienske tv-shows, hvor små tykke mænd var omringet af storbarmede, langbenede blondiner. Logikken syntes at være, at så var der også lidt til farmand, når showet ellers omhandlede “kvindeemner”, som mændene ikke interesserede sig for.

Hvad er rationalet her? Er det, at kokken Fabio kan tiltrække lækre kvinder? Han har styr på kvinder, han har en stor dolk (ja, undskyld, hvad er billedsproget her ellers symbol på?), og han er derfor god til at lave mad? Eller er det velhængt kød, man kommer for at spise?

Et andet argument ifølge reklamen er: Food passion & la dolce vita; altså passion for mad og det søde liv. Så Fabio er lige så glad for mad som for kvinder? Eller?

Det kan være, at sex også sælger mad. Måske pirrer billedet til ens nysgerrighed. Måske tænker en mand, at hvis han inviterer en kvinde hen til Fabio, så bliver hun lige så kælen som kvinden på bussen. Uanset hvad har reklamen da fået min – og sikkert også andres – opmærksomhed.

Hvis du vil se flere billeder med Fabio og blandt andre Heidi Klum med dyb kavalergang, så kig på hans hjemmeside.

Den djævelske detalje

Nogle gange er det første, øjet fanger, bare afgørende for resten af oplevelsen – eller for fravalget af en eventuel oplevelse.

I dag cyklede jeg forbi et sted, som jeg daglig cykler forbi. De reklamerer med, at norden møder syden, og de serverer pizzaer og sandwiches med mel fra nord og lækkert fyld fra syd. Det lyder alt sammen fint, egentlig.

Men så mødte mit øje en detalje, som rejste spørgsmål en masse i mit indre. Umiddelbart kan en stol, hvor noget af stoleryggen mangler virke som en ligegyldig detalje. Men for mig vidner det om en masse andre ting. Blandt andet manglende dømmekraft og ligegyldighed. Hvorfor vil man have en stol stående fremme, som folk ikke har lyst til at sidde på? OK, måske har de ikke set det. Men hvis de ikke har set det, overser de så også andre detaljer i køkkenet? Har de styr på det? Vil de også bare løfte skuldrene og sige “who cares?”

Her ville det egentlig være ret nemt for den lille biks at fjerne tvivlen i mit sind. Det er nærmest vinter. De færreste mennesker sidder alligevel ude og spiser. Der mangler ikke siddepladser. Så smid dog stolen ud og lad mig ikke tvivle på, at der er styr på det hele – ned til mindste detalje – både indenfor og udenfor.