Lækre La Galette

La Galette i Larsbjørnstræde er på flere måder en lille perle. Det er et fint, finurligt lille sted, som ligger en smule gemt for de forbipasserende. I lidt modstridende turistfældestil er der et stort skilt ude på vejen, som skal gøre folk opmærksom på stedet. Man kanter sig forbi cykler i den urinlugtende port for at komme ind i en trang baggård, hvor en lille dør, der binder, leder ind næsten ind i køkkenet.

Stedet emmer af fransk originalitet på den helt nede på jorden-agtige måde, og betjeningen er rigtig sød og venlig med en alt kan lade sig gøre-mine.

Jeg har de sidste to lørdage spist der til frokost, og selvom det har været skiftende tjenere, har servicen været rigtig god. En af de ting, de gør, er, at de laver en forventingsafstemning med kunderne, der træder ind.

“Har I et bord til to?,” spørger et par. “Ja, I kan sætte jer ved et af tomandsbordene,” svarer tjeneren. På den måde er der valgfrihed for kunden inden for en tydeligt defineret ramme. Samme situation udspiller sig, når selskabets størrelse er to eller tre mand.

Dernæst er menukortet veldefineret – man kan få galettes (madpandekager) eller crèpes (dessertpandekager). De laver maden ret hurtigt i det lille køkken, man spiser temmelig hurtigt, og alligevel er det afslappet.

Da jeg var der med to børn, gjorde køkkenet og tjeneren det helt rigtige; de lavede de sultne ungers pandekager først og kom med dem så hurtigt, de overhovedet kunne. At de også lod børnene komme med ud at se køkkenet og derefter fik lidt hjælp til bordafrydningen gør kun oplevelsen endnu bedre.

Maden er god, servicen er god, og man føler, man har fundet noget helt unikt, når man har lagt Pisserendens mylder bag sig og sidder og kigger på Orangina- og Pastisplakater i det skæve, gamle hus.

Kortsigtede mål hos Emmery’s

Min veninde kom i dag forbi Emmery’s på Østerbro med sin knap fire uger gamle datter. Da hun stod ved disken, opdagede hun, at hun havde glemt sin pung. Hun var sulten, havde lyst til en kop kaffe, havde en pige, som snart skulle ammes og skiftes. Hun forklarede dem bag disken, at hun ventede på sin mand, som ville komme inden for tre kvarter, at hun lige have købt ny bolig i kvarteret og ventede på håndværkere.

Hun spurgte sødt, om hun måtte sætte sig et sted i caféen med det, hun ville fortære.

Det noget overraskende svar fra den anden side af disken var: “Du kan ringe til vores hovedkontor. Det har vi ikke beføjelser til.”

Jeg vil ikke trætte jer med ligegyldige detaljer, men min harme og forundring er vakt. Hvad sker der lige for den kortsigtede “service”, vi her har at gøre med? Hvis ekspedienten havde tænkt tanken til ende, ville han forstå, at han her stod med en potentiel guldgrube. En tilflytter til kvarteret, som han havde mulighed for at give en god oplevelse – og sig selv en formentlig fast indtægt de næste mange år. I stedet for at tro det bedste og give bare lidt valgte han den udvej, som efterlader et absurd indtryk af manglende situationsfornemmelse.

Hun fik lov til at blive i caféen (men hun skulle sidde et bestemt sted af hensyn til det “store frokost-rykind”, som aldrig kom). Han tilbød hende ingenting, så hun drak af sin egen medbragte vandflaske, indtil hendes mand kom, og de forlod stedet uden at lægge en krone.

Han kunne have valgt imødekommenhed og servicemindede tanker. Hun ville sikkert have købt mere, end hun egentlig skulle bruge for at honerere hans venlighed, og hun ville helt sikkert huske stedet som et sted, hun ville komme tilbage.

Det sker næppe nu.

 

Førstehåndsindtryk hos Canteen

For et par uger siden gæstede jeg Canteen i Nordre Frihavnsgade til en skøn frokost. Det var mit første besøg der, men forhåbentlig ikke det sidste.

Det var ret sjovt, for jeg faldt over et rigtig godt eksempel på det her med førstehåndsindtryk og hvor vigtigt det også er i restaurantverden. Min veninde fortalte mig nemlig, at hun var usikker på, om stedet var åbent eller ej. Der havde siddet et til salg-skilt i vinduet i nogen tid.

Vi nærmede os derfor langsomt og så, at der sad mennesker i vinduet. De så glade ud, og der var ikke noget skilt længere. Vi gik indenfor og blev taget godt imod, bestilte mad og blev glade over maden og den gode service.

Da vi skulle betale spurgte jeg, om stedet var til salg. Det var det, men de havde pillet skiltet ned, for folk havde ikke kunnet finde ud af det, når der var tvivl om, hvorvidt stedet var åbent, til salg eller noget helt tredje.

Stedet er til salg, fordi ejeren mener, det er tid til at prøve noget andet. Så skynd dig derhen og nyd en god frokost, inden det definitivt er slut.

Må i gang igen

Efter at mit projekt har ligget i dvale i godt et år, har jeg fundet bogen frem og vil i gang igen. Denne gang lover jeg mig selv, at jeg vil skrive minimum to blogposts om måneden.

Nu har jeg sagt det. Nu må jeg gøre det!

Stadige overvejelser

Jeg gør mig til stadighed overvejelser om, hvordan jeg skal komme til at arbejde med det, som jeg virkelig synes er vigtigt. Det er der sikkert mange, der går og tænker på. Men næsten hver eneste gang, jeg er et sted, kan jeg ikke lade være med at bide mærke i servicen. Er den engageret? Ærlig? I trit med kunderne? Tilpasset målgruppen og situationen? I overensstemmelse med omgivelserne, forventningerne osv.?

I går var jeg forbi Christianshavns bådudlejning, og selvom det er det sædvanlige med, at man skal op og bestille i baren og selv bære sine drikkevarer ned – så blev det gjort med venlighed og opmærksomhed. Og det kan jeg lide. Personalet virkede helt ærligt, som om de følte noget for det, de lavede, og sådan skal det jo være!

Forhåndsindtryk II: Paté paté

Jeg var kort før jul på Paté Paté for første gang. Jeg har fra flere hørt, at det var et godt sted, og fra deres hjemmeside havde jeg også et rigtig godt indtryk.

Men desværre holdt det ikke ved efter mit besøg – eller under besøget for den sags skyld. For det første ved jeg ikke, hvorfor cafépersonale i København bare har sådan en “jeg er her ikke for kundernes skyld i hvert fald”-attitude. I andre lande og byer, jeg har været i, er servicepersonalet meget bevidst om, hvorfor de er der. Men det er de altså ikke her.

Vi kom ind og satte os og spurgte om noget. Medarbejderen forstod ikke, hvad vi sagde. “What?!”, sagde hun bare. Hun kunne åbenbart ikke tale dansk. Fair nok, men så gå lige til det med ydmyghed, søster. Vi er trods alt i Danmarks hovedstad. Men okay, det skulle jo ikke overskygge for resten af oplevelsen.

Det var frokost, og vi bestilte to burgere med rødbede og peberrod. Vi ventede kort tid, og da de kom, var de skam delikate. Men der var ingen tilbehør! Ikke en kartoffel, pommes frites eller noget. Og til en pris på 115 kr. pr. stk., så er det altså for meget.

Da vi allerede havde betalt ved bestillingen, kunne vi gå, da vi havde spist. Tjeneren virkede ligeglad, og sådan var stemningen i det hele taget. Ligegyldig og bestemt ikke nogen oplevelse. Trist.

Forhåndsindtryk

Jeg er i gang med Saporitos bog, og jeg vil sige, at for en som mig, der absolut ingen praktisk erfaring med restaurantdrift har, så er den interessant. De første kapitler omhandler “Appearance” og indgangspartiet i en restaurant.

Nu er der jo ikke så forfærdelig mange steder, der har en “desk manager” og en, som bare styrer reservationer i Danmark. Måske netop derfor er servicen ofte så ringe …

Nå, men det var egentlig ikke det, jeg ville her. Jeg ville bare lige lufte min første tese:

“Gæster på restauranter er forudindtaget, længe inden de træder ind ad døren til en restaurant”

Selvfølgelig! Det, jeg mener, er, at i den tid, vi lever i nu, så vil mange have læst brugeranmeldelser, avisanmeldelser, tjekket foursquare eller andre ting, inden de bestemmer sig for at gå på en restaurant. Måske abonnerer gæsterne på nyhedsbreve eller har på anden måde et kendskab til stedet.

Hvad betyder forhåndsindtrykket? Og hvordan kan man arbejde med det?

Det næste bliver jo så, hvordan forhåndsindtrykket stemmer overens med det næste indtryk …

Så fik jeg endelig bogen

I dag fik jeg endelig min pakke fra Amazon, hvori bogen, som jeg har store forventninger til, lå. Jeg har modtaget How to improve dining room service, så jeg kan se, hvordan mr. Richard Saporito (ja, smag lige på hans navn) har arbejdet med det felt, som jeg også gerne vil kaste mig over – nemlig, hvordan bliver restauranter (og måske også caféer, take away-steder, bagere og meget andet) bedre til det der med kundeservice.

Min arbejdstese lige nu er, at det burde være meget simpelt, og at der nok ikke skal ret meget til for at gøre en stor forskel.

Men hvorfor er det så så svært med service i Danmark? Hvorfor har jeg bare gang på gang oplevet service svingende fra ligegyldig til dårlig? Og hvorfor satser restauranterne ikke bare mere på det? Jeg er sikker på, at en lille indsats vil gøre enorm forskel for kunderne.

Nu glæder jeg mig bare til at læse bogen og forhåbentlig blive klogere …