Min veninde kom i dag forbi Emmery’s på Østerbro med sin knap fire uger gamle datter. Da hun stod ved disken, opdagede hun, at hun havde glemt sin pung. Hun var sulten, havde lyst til en kop kaffe, havde en pige, som snart skulle ammes og skiftes. Hun forklarede dem bag disken, at hun ventede på sin mand, som ville komme inden for tre kvarter, at hun lige have købt ny bolig i kvarteret og ventede på håndværkere.
Hun spurgte sødt, om hun måtte sætte sig et sted i caféen med det, hun ville fortære.
Det noget overraskende svar fra den anden side af disken var: “Du kan ringe til vores hovedkontor. Det har vi ikke beføjelser til.”
Jeg vil ikke trætte jer med ligegyldige detaljer, men min harme og forundring er vakt. Hvad sker der lige for den kortsigtede “service”, vi her har at gøre med? Hvis ekspedienten havde tænkt tanken til ende, ville han forstå, at han her stod med en potentiel guldgrube. En tilflytter til kvarteret, som han havde mulighed for at give en god oplevelse – og sig selv en formentlig fast indtægt de næste mange år. I stedet for at tro det bedste og give bare lidt valgte han den udvej, som efterlader et absurd indtryk af manglende situationsfornemmelse.
Hun fik lov til at blive i caféen (men hun skulle sidde et bestemt sted af hensyn til det “store frokost-rykind”, som aldrig kom). Han tilbød hende ingenting, så hun drak af sin egen medbragte vandflaske, indtil hendes mand kom, og de forlod stedet uden at lægge en krone.
Han kunne have valgt imødekommenhed og servicemindede tanker. Hun ville sikkert have købt mere, end hun egentlig skulle bruge for at honerere hans venlighed, og hun ville helt sikkert huske stedet som et sted, hun ville komme tilbage.
Det sker næppe nu.
vannacci 