La Galette i Larsbjørnstræde er på flere måder en lille perle. Det er et fint, finurligt lille sted, som ligger en smule gemt for de forbipasserende. I lidt modstridende turistfældestil er der et stort skilt ude på vejen, som skal gøre folk opmærksom på stedet. Man kanter sig forbi cykler i den urinlugtende port for at komme ind i en trang baggård, hvor en lille dør, der binder, leder ind næsten ind i køkkenet.
Stedet emmer af fransk originalitet på den helt nede på jorden-agtige måde, og betjeningen er rigtig sød og venlig med en alt kan lade sig gøre-mine.
Jeg har de sidste to lørdage spist der til frokost, og selvom det har været skiftende tjenere, har servicen været rigtig god. En af de ting, de gør, er, at de laver en forventingsafstemning med kunderne, der træder ind.
“Har I et bord til to?,” spørger et par. “Ja, I kan sætte jer ved et af tomandsbordene,” svarer tjeneren. På den måde er der valgfrihed for kunden inden for en tydeligt defineret ramme. Samme situation udspiller sig, når selskabets størrelse er to eller tre mand.
Dernæst er menukortet veldefineret – man kan få galettes (madpandekager) eller crèpes (dessertpandekager). De laver maden ret hurtigt i det lille køkken, man spiser temmelig hurtigt, og alligevel er det afslappet.
Da jeg var der med to børn, gjorde køkkenet og tjeneren det helt rigtige; de lavede de sultne ungers pandekager først og kom med dem så hurtigt, de overhovedet kunne. At de også lod børnene komme med ud at se køkkenet og derefter fik lidt hjælp til bordafrydningen gør kun oplevelsen endnu bedre.
Maden er god, servicen er god, og man føler, man har fundet noget helt unikt, når man har lagt Pisserendens mylder bag sig og sidder og kigger på Orangina- og Pastisplakater i det skæve, gamle hus.
vannacci 